Ordensreglement

Affald: Al køkkenaffald og lignende emballeres i dertil egnede affaldsposer og stoppes i ejendommens dagrenovationsbeholdere. Er der nedstyrtningsskakt, skal affaldet være emballeret så godt, at det ikke falder ud på vej ned i skakten. Foreskrifter om at kun bestemt affald må kastes i nedstyrtningsskakten skal nøje overholdes.
Der kan evt. på foranledning af kommunen eller dagrenovationsselskabet blive tale om kildesortering af affald. Lejerne skal i så fald selv sortere affaldet i de påbudte affaldsgrupper og komme affaldet i de rigtige beholdere.
Storskrald, som brugte møbler, pap, papir m.v. afhentes gratis jfr. kommunens ordning. Kommunen orienterer normalt beboerne om afhentningstider.
Intet affald må henkastes på fortov, gade eller fællesarealer eller anbringes noget andet sted end i de tilstedeværende affaldsposer eller containere. Affald, som ikke fjernes med dagrenovationen uden ekstra betaling, skal lejeren fjerne for egen regning.

Aflåsning: Af hensyn til brand, tyveri m.m. skal kælderdøre være aflåst.
Har ejendommen porttelefon gælder desuden følgende: Efter kl. 18.00 skal gadedøren(e) være aflåst. Alle beboere, der går gennem en gadedør mellem kl. 18.00 og 05.00 og finder døren ulåst, har pligt til at låse døren.
 
Altaner: Altaner skal renholdes af lejeren. Sne skal ligeledes fjernes fra altanerne af lejeren. Altanerne må ikke benyttes til at tørre tøj på. Tøjvask og tøjtørring henvises til evt. vaske- og tørrekælder.
 
Cykler, barnevogne o.l.: Cykler, barne- og legevogne eller lignende må ikke henstilles på ejendommens trapper, gange eller altaner.
 
Forsikringsforhold: Ejendommen er forsikret med brand-, vandskade- og stormskadeforsikring, der dækker skader på ejendommen og det faste inventar.
Lejeren må selv forsikre eget indbo, såsom møbler, tæpper, elektriske apparater og effekter i loft-/kælderrum samt være glas- og kummeforsikret.
Husk, der må ikke opbevares noget af værdi i pulterrum og lignende. Dels kan kælderrum blive oversvømmede, og dels kan der ske indbrud i kælderrum. Af hensyn til vand- og fugtskader anbefaler vi at man sætter effekter i kælderrum op på fx paller, så tingene ikke står direkte på jorden.
 
Fraflytning og opsigelse: Opsigelse af lejemålet skal ske skriftligt med 3 måneders varsel jfr. lejekontraktens § 2,
herudover er der i lejekontraktens § 11 præciseret, hvorledes lejemålet skal afleveres. Lejer vil endvidere kort efter afgivelse af opsigelse modtage bekræftelse af denne samt anvisninger omkring aflevering af lejemålet, fraflytning flyttesyn m.v.
 
Generelle forhold: Ændringer af det lejede såsom fjernelse af døre, skabe og radiatorer, lukning af døråbninger og nedbrydning af vægge må kun finde sted med udlejers skriftlige tilladelse, og det må påregnes - såfremt tilladelsen gives - at det stillede depositum vil blive krævet forhøjet med et beløb tilstrækkeligt stort til at tilbageføre lejligheden til den oprindelige stand.
Afhøvling af gulve må kun finde sted med udlejers skriftlige tilladelse, og afhøvlingen skal - såfremt tilladelse gives - udføres af fagfolk, og gulvene skal efterfølgende lakeres, ludbehandles, olie- eller silke-sæbebehandles på forsvarlig måde.
Lofter, træværk, rør og radiatorer må kun males i hvidt.
Trægulve og dørtrin skal holdes lakerede, hvis gulvene var lakerede ved indflytningen. Der må kun lakeres med klar lak. Trægulve må ikke males.
Hvis trægulvene var silkesæbe- eller oliebehandlede ved indflytningen, skal gulvene jævnligt vaskes i sæbespåner og/eller silke- eller oliesæbe.
Vandsenge må ikke opstilles i lejligheden uden skriftlig tilladelse.
Der må ikke opbevares effekter såsom møbler på lofter eller i kældre udenfor de anviste pulterrum.
Der må ikke monteres antenner eller antenneledninger udvendig på ejendommens facader eller tag.
Fodring af dyr og fugle på ejendommens område - også på altaner og fra vinduer - er ikke tilladt.
 
Husdyr: Det er ikke tilladt lejeren at holde husdyr, selv om disse er forsynet med halsbånd og i øvrigt ikke er til gene for naboer/genboer eller omkringboende i bebyggelsen.
Som undtagelse til denne regel er stuefugle i bur og akvariefisk i mindre akvarier.

Parkering: Det er forbudt at parkere motorkøretøjer i ejendommens gård, medmindre særskilt aftale er indgået herom, og da kun i afmærkede båse. Der må aldrig parkeres således at man generer for ind- og udkørsel for andre, herunder for rednings- og brandkøretøjer.
 
Støj og musiceren: Musiceren i erhvervsøjemed må ikke finde sted uden udlejerens skriftlige samtykke. Anden musiceren samt støjende underholdning i øvrigt må kun udøves således, at den ikke er til gene for de øvrige beboere og aldrig efter kl. 23.00.
Hvis lejeren har fået tilladelse til at installere vaskemaskine og andre tekniske hjælpemidler, må det ikke ved støj eller på anden måde være til gene for ejendommen eller dens beboere.  Brug af boremaskiner og andet støjende værktøj må ikke finde sted efter kl. 20.00.
Det henstilles i øvrigt til ejendommens beboere at udvise tilbørlig hensyn ved færdsel på trappeopgange og i kælderen.
Hvis der holdes fest i en lejlighed, skal alle omkringboende, der kan blive generet af festen adviseres mindst 1 uge i forvejen, og efter kl. 23.00 skal støjniveauet fra lejligheden være på et minimum. Døre og vinduer skal være lukkede så længe der spilles musik, og/eller der støjes fra lejligheden. Skal der udluftes, må musikudøvelse stoppe, mens udluftningen finder sted.
 
Toilet og bad: Alle fliser på badeværelserne skal aftørres efter hvert bad, så kalken i vandet ikke sætter sig fast.
Der må kun benyttes alm. toiletpapir i ejendommen, og intet, som kan tilstoppe afløbet må kastes i wc-skålen.
 
Trappevask: I ejendomme, hvor der betales til trappevask renholdes trapperne for lejers regning af et rengøringsselskab. Såfremt denne ordning ophører og i de ejendomme, hvor der ikke betales til trappevask, har lejerne følgende forpligtelse: Den enkelte beboer har pligt til at rengøre hoved og bagtrappen fra egen repos og ned til etagen nedenunder eller til gadeniveau. Trappevask skal foretages mindst en gang om ugen og skal overholdes. Rengøringen af de enkelte trappeafsnit omfatter tillige pudsning af trappevinduer og rengøring af vinduets gesims, rengøring af hoveddøre med gesimser og rengøring af postkasser.
Hovedrengøring skal foretages en gang om året i april måned af hele trappeopgangen incl. afsæbning af vægge.
 
Vask og tøjtørring: Vaskekælder og tørrekælder skal efter endt brug afleveres ryddelig- og rengjort. Tøj må kun tørres på de anviste pladser og i anviste rum. Tøjtørring må ikke finde sted fra vinduer, trapper eller på altaner. Hændelige uheld ved brug af maskinerne samt bortkomst af tøj i vaskerummet, sker på lejernes eget ansvar ligesom der er lejernes ansvar at holde vaskerummet forsvarligt aflåst.
 
Kælder: Af hensyn til faren for pyromanbrande må aviser, papkasser m.v. ikke anbringes i fællesgange, i kælderen eller i de enkelte kælderrum. Sådant affald må henvises til storskrald og papirscontainere. Det er den enkelte beboers opgave at sørge for, at dette sker.
Cykler må ikke henstilles i kældergangene, men henvises til evt. cykelkælderen/cykelskur.
 
Opvarmning: Det er mest økonomisk at holde en jævn opvarmning i lejligheden, også om natten. Hvis der er flere radiatorer i samme rum, er det mest økonomisk, at alle radiatorer er lidt åbne.
Lejemålet skal – også under bortrejse - holdes opvarmet i fyringssæsonen for at undgå tilfrysning af rør og radiatorer samt for at undgå fugt i lejemålet. Kondensdannelse på vinduer og på ydervægge undgås ved at udlufte kortvarigt flere gange dagligt, blot 2-3 minutter ad gangen er tilstrækkeligt.
 
 
Åbningstider :

Mandag-onsdag:
10.00-12.00 og 14.00-16.00

Torsdag:
10.00-12.00 og 14.00-18.00

Fredag:
Lukket
Aalborg Boligadministration ApS · K. Christensens Vej 4 · 9200 Aalborg SV · Tlf. 98 10 23 50 · Fax 98 10 33 51 · Mail: boligadm@boligadm.dk ·